fredag den 30. oktober 2009

Den sidste rose



Efteråret har nu officielt slået igennem. Vi har kun én rose der stadigvæk blomstre. Dette måtte jeg lige indfange inden den kolde vinter for alvor bider. I dag blev jeg også fristet af den dejlige natur med dens mange efterårsfarver. Derfor sprang jeg frejdigt på cyklen og cyklede ned og hentede Ruben, som hvinede af fryd, da han så hvordan vi skulle transporteres hjem. Han elsker det. Turen var hård da hjemvejen går stejlt opad det meste af vejen. Men Rubens glæde smittede af og mor kunne trampe hårdere i pedalen.




Efter at have hygget og spist pandekager, fik jeg lige presset lidt bagning ind. Det er de bedste boller man kan forestille sig. De er ikke sunde og fornuftige, men de smager himmelsk. Det er en grunddej og så bestemmer man faktisk selv fyldet. Jeg valgte at bage dem med chokolade - mums!
Opskriften kommer fra Amos Den Store Fødselsdags Bagebog:

Gærdej
500g hvedemel
75g smør
50g gær
1 æg
2½ dl mælk
1 spsk. sukker
1 tsk salt

Lun mælken og opløs gæren heri . Tilsæt melet og de øvrige ingredienser og ælt det til dejen er glat og ensartet. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Bollerne skal bages ved 200 C i 10 min

Tips: Jeg har fundet ud af at det er vigtigt at passe på med for meget mel. Jeg har blandet 100g mørk chokolade i dejen. Desuden pensler jeg bollerne med kaffe, det giver en gylden overflade. De smager fantastisk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar